Værktøj til nybegynderen

Er du lige flyttet hjemmefra? – Så kan det være, at du skal have sat en lampe op eller samle nogle møbler. Dette kræver værktøj, og selvfølgelig kan du få hjælp af forældrene, men det er også rart at have noget værktøj selv, hvis nu uheldet er ude, eller man gerne vil vise, at man kan være uafhængig af sine forældre. Herunder er der lavet en liste over det værktøj, som er det mest basale og mest nødvendige for dig, der er nybegynder.

Værktøj alle bør have derhjemme

Hammer
Som nybegynder kan du sagtens nøjes med at have én hammer, du bør dog vælge en, der er lidt for stor, frem for lidt for lille.

Skruetrækker med udskiftelige bits
Der findes rigtig mange gør det selv projekter, der ikke kan klares uden en skruetrækker. Det eneste problem er, at der findes mange forskellige slags skuer, så derfor kan det være en god idé at investere i en skruetrækker, hvor du kan udskifte bits, frem for at købe 25 forskellige skruetrækkere i forskellige størrelser.       

Bidetang
Bidetangen er din redning, hvis du laver en fejl, og gerne vil rette den op. Du kan blandt andet bruge den til at hive søm ud.

Måleinstrumenter
Du kan ikke måle op pr. øjemål, så derfor bør du altid have en tommestok, vaterpas, og vinkelmåler i din værktøjssamling. Så kan du nemlig både måle op, rette vinkler og sørge for at overfladen er plan.  

Svensknøgle
En svensknøgle kan bruges til de forskellige vvs-opgaver, som du skal udføre i hjemmet. Du kan for eksempel bruge den, hvis du skal skifte vandhanen eller skal koble vandet fra.  

Opbevaring af værktøjet

Når du engang får anskaffet alt det mest nødvendige værktøj, så skal du også have et sted at opbevare det, så det ikke flyder i hele lejligheden. Du kan vælge at investere i en værktøjsvogn, som indeholder både hylder og skuffer, så du har dit værktøj lige ved hånden.