Sne og bjerge findes tæt på Danmark

Trods det flade terræn, vi har herhjemme, skal vi ikke langt over grænsen mod nord for at finde bjergtoppe og en noget anderledes natur, end vores egen. Og selvom sne til tider er ikkeeksisterende i de danske vintre, så får vores nordiske naboer ofte en pæn slat nedbør under frysepunktet i løbet af vinteren. Kombinationen af bjerge og meget snefald muliggør skiløb og skiferier ikke langt fra Danmark – nemlig i Sverige.

Kun en smuttur væk

Et af Sveriges mest populære skiområder hedder Sälen, og det ligger kun 4 timers kørsel fra Oslo. En mulighed for at komme på skiferie i Sverige kan derfor være at sejle til Oslo med bilen ombord på færgen, overnatte i en kahyt på færgen og derefter køre den resterende lille tur til Sälen, når færgen er i land næste morgen. På den måde ankommer man frisk og veludhvilet til Oslo og er klar til at køre den lille tur til destinationen, så man hurtigt og bekvemt er fremme ved skisportsområdet.

Noget for enhver smag

I Sverige finder man et bredt udvalg af pister, og der er noget til alle niveauer. I Sälen, som blot er et af mange skisportssteder i Sverige, findes fire områder. I det ene område, Hundfjället, har man blandt andet mulighed for at udfordre sig selv og prøve kræfter med en af Sveriges stejleste pister. Der findes også eventyrlige legeområder, hvor børnene kan lære at stå på ski og samtidig have det sjovt. Og er man til lidt mere stille og roligt skiløb er Sverige kendt for sine fine, grønne skovpister samt gode, røde nedfarter. Der er altså rigelig mulighed for, at hele familien kan blive udfordret og have det sjovt på ski i Sverige.

Hygge på svensk

Udover det brede udvalg af skimuligheder tilbyder Sverige en form for indkvartering, som man ikke finder mange steder i Alperne. Svenskerne er kendte for deres træhytter, som er en fantastisk mulighed for at samle hele familien eller for at par kan nyde hinandens selskab i hyggelige omgivelser. Mange hytter har sauna, så man efter en lang og god dag på ski rigtigt kan slappe af og få løsnet op i musklerne. Og det bedste ved de svenske hytter er, at de ofte ligger lige ud til pisten. Man skal altså blot gå ud af døren, klikke skiene på og køre afsted for at nyde de svenske pister.